|

Forsiden af Motormagasinet
nr. 30 8.-14. september 2008
side 26 i Motor-magasinet
nr. 30 8.-14. september 2008
af Hans Rømer.
Når alt andet er prøvet.
Mange elektriske fejl kan findes med
moderne diagnoseapparater, men der er stadig brug for
autoelektrikeren, som kan noget andet og mere, når det drejer
sig om bilens elektriske dele.
Her er Motor-magasinet på besøg på værkstedet hos Kaj
Nielsen, som ejer Autoelektrikeren på Dannevirkevej i
Fredericia.
Det er ikke de nyeste biler, der kommer flest af på værkstedet
hos Autoelektrikeren på Dannevirkevej i Fredericia,
Kaj Nielsen. Han er en af de efterhånden få, der har en
uddannelse - ikke som autoelektriker - men som
autoelektromekaniker. Den er fra 1980.
- Det kan virke lidt underligt, når man nu ved, at
stadig mere i bilerne styres af strøm, siger Kaj Nielsen og
giver selv noget af forklaringen:
- Når det drejer sig om fejl på nyere biler, inden for
garantiperioden, kører de næsten altid til de autoriserede
værksteder.
De har et godt kendskab til deres egne bilmærker, og de ved
typisk også, hvilke elektriske fejl, der kan opstå, og hvordan
de skal udbedres. Mekanikerne kommer på en række
efteruddannelseskurser, så de hele tiden holder sig ajour.
Gensidig hjælp.
Men det sker da, at der også i en ny bil opstår en
elektrisk fejl, hvor der sendes bud efter Kaj Nielsen. Det sker
også, at der kommer en bil ind på hans lille værksted, når
alt andet er prøvet, og der er udskiftet de moduler og
komponenter, som computeren har udpeget som fejlmuligheder.
Fejlen gemmer sig et helt andet sted i det elektriske system, og
så er der behov for noget mere grundlæggende uddannelse, som
autoelektromekanikeren har.
- Jeg har et godt samarbejde med byens værksteder -
både de autoriserede og de frie - og det passer mig ganske
godt.
Jeg kan hjælpe dem, og de hjælper også mig, fordi jeg på den
måde holder mig ajour med noget af de nyeste elektriske i
bilerne, som jeg ellers kan have ved at få noget at vide om,
siger Kaj Nielsen.
Gode gamle opgaver.
En meget stor del af Kaj Nielsens arbejde består i at
eftermontere elektrisk udstyr.
Det kan eksempelvis være en værkstedsvogn, som skal
have 230 V, telefon og alarm. Men det kan også være at finde
og udbedre fejl på det elektriske system i lidt ældre biler.
Hans kunder er både værksteder og private, og timepriserne
ligger ikke tilnærmelsesvis på, hvad de autoriserede skal have
for tilsvarende arbejde.
- Der kommer også stadig "gode gamle opgaver"
hvor jeg kan reparere en startmotor eller en generator, som
andre steder bare ville blive kasseret. Jeg skiller den ad,
vurderer om den kan repareres, og giver så en pris på
reparationen, siger Kaj Nielsen.
- Kan det ikke lade sig gøre, bliver det for dyrt, eller
haster det meget, kan jeg måske i stedet tilbyde at montere en
ombytningsstarter eller -generator. Og her har jeg nok temmelig
mange på lager, og hvis ikke, så kan jeg hurtigt skaffe dem.
Tiden er tit den afgørende faktor. Hvis en kunde kan vente til
i morgen, kan jeg reparere, men hvis det er her og nu, er det
ombytning.
Fyraftensmøder.
Der er ikke længere nogen brancheforening og en
autoelektromekaniker-uddannelse, og Kaj Nielsen ser lidt med
vemod på, at faget forsvinder mere og mere, da der er meget af
den grundlæggende viden, man slet ikke får idag.
Det får han bekræftet, når han ind imellem tager sig
tid til på fyraftensmøder om autoelektro for mekanikere hos
nogle af sine samarbejdspartnere og gode kunder i byen.
- Det kan selvfølgelig være med til, at jeg får mindre
arbejde, fordi de selv bliver dygtigere, men jeg får også selv
meget ud af disse møder og indblik i meget nyt, og så styrker
det samarbejdet. Og jeg mangler ikke arbejde, siger Kaj Nielsen.
|